HSF med i partnerskab om idrættens bæredygtighed

Nyt partnerskab

At nå verdensmålene for bæredygtighed indenfor foreningsliv og idræt er en opgave, som Hornbæk Sportsforening nu påtager sig i et partnerskab med Randers kommune, Randers FC, Arena Randers samt Water & Wellness. Flere idrætsforeninger forventes at deltage, men for Hornbæk Sportsforening har det været vigtigt at være med fra start.

Det handler om i fællesskab og til gavn for den enkelte partner, at indhente viden om bæredygtighed i så stort omfang som muligt, og at arbejde med at implementere denne viden i den daglige virksomhed.

Foreningernes energiforbrug, affaldssortering og udbytte ved genbrug er vigtige parametre, der ved viden og indsigt kan medvirke til at nedbringe foreningerne og idrætslivets klimaaftryk. Miljøvenligt materiale og brugen af rengøringsmidler er lige så vigtigt som fokus på, hvor meget lys, der er i loftet, og hvordan man kan opnå den reneste og billigste opvarmning.

Bæredygtighed er også andet end et fokus på klima og økonomi, det er også i høj grad et fokus på et socialt aspekt, hvor vi i HSF ønsker at sætte spot på hvordan vi omgås hinanden. Social bæredygtighed er derfor en helt grundlæggende værdi, som vi i HSF vil have i højsædet. Når HSF er med i projektet, er det både som idrætsforening og som en del af lokalsamfundet. Den viden og de ideer, som HSF får kendskab til via partnerskabet, vil i mange tilfælde kunne formidles videre til inspiration og gavn for hele Hornbæk.

Partnerskabet er nyt for HSF, efter at det blev etableret af Randers kommune med de tre nævnte parter sidste efterår. Det vil sige, at arbejdet og udfordringerne ligger lige foran os, og HSF modtager gerne henvendelser fra ildsjæle og andre interesserede, som kunne have ambitioner om at være med i projektet, som p.t. også har brug for en tovholder, som kan holde tråd i det lokale arbejde og kontakt med partnerskabet.

Læs mere på følgende link – lige her!

Informationsmøde

Hornbæk SF afholder en informationscafe lørdag den 26. marts 2022 fra kl. 09:30 til 11:30 i HIKC-huset Gl. Viborgvej 50. Tilmelding på nedenstående kontakt mail senest den 24 marts 2022.

Kontakt: hsf@hsf-randers.dk