Nyt navn på døren

Knap har Hornbæk Sportsforenings eSport-afdeling fået sit eget lokale i det nye Hornbæk Idræt & KulturCenter, før lokalet, der rummer tolv gaming-computeren og topmoderne udstyr, også har fået sit selvstændige navn. Lokalet hedder nu Systemcenter A/S, idet Randers-virksomheden med samme navn er trådt til som HSF-sponsor med fokus specielt på eSport-afdelingen 👏

”Vi har været med som sponsor fra starten af stiftelsen af Esport og har fulgt deres udvikling siden 2017, så det er en bevidst sponsorstrategi fra vores side”, siger Anders Bay fra Systemcenter A/S. ”Vi er et firma, der leverer it-løsninger, og derfor er det oplagt, at vi støtter den nye og fremadstormende eSport. Andre sportsgrene som fodbold og håndbold er jo synlige idrætsgrene med mange sponsorer, mens Esport ikke endnu er nogen tilgængelig publikumssport. Vi kan allerede se, hvordan eSport dog på nationalt og internationalt styrter frem, så kan vi hjælpe nogle ivrige og talentfulde unge på vej, vil det glæde os meget”.

”Vi er superlykkelige over at have fået en sponsor, der mener det så alvorligt, at man ovenikøbet vil lægge navn til vores facilitet i HIKC”, fortæller Emil Vonsild fra HSFs eSport-afdeling. ”Vi havde håbet på måske en trøjesponsor, som Systemcenter i øvrigt også bliver, men ved at sætte sit navn på selve lokalet, går Systemcenter forrest med et seriøst stempel, som vi siger tusinde tak for, og som forhåbentlig kan bane vejen for flere sponsorer.
 


Billedetekst: Emil Vonsild, HSF eSport og Anders Bay fra Systemcenter A/S.

HSFs eSport-afdeling har været aktiv på et lidt mindre attraktivt niveau i et par år. eSport har hele tiden i forberedelserne til HIKC figureret som en enhed med et selvstændigt behov, og lokalet blev taget i brug for mindre end to måneder siden. Det har styrket interessen, og der er nu op mod 40 unge, der dyrker eSport på seriøst plan i HSF.

”Hvem ved, om nogen af vores medarbejdere ender med at dyrke eSport i Hornbæk. De skal da have chancen for at forsøge sig i lokalerne med de udfordringer, der er i computerspillene. Det er en del af aftalen med HSF, at vi får mulighed for det, og jeg ved, at der er flere medarbejdere, som allerede glæder sig til at prøve kræfter med den nye sport og kampen mod en kollega”, siger Anders Bay fra Systemcenter A/S.

Virksomheden arbejder med at udvikle bl.a. økonomi- og styringssystemer, som leveres til firmaer, der har brug for individuelt udviklede systemer eller total-løsninger, hvor Systemcenter A/S ganske enkelt helt eller delvist fungerer som kundens it-afdeling.

Systemcenter A/S har hovedsæde på Viborgvej i Randers, ligesom virksomheden har en afdeling i Vejle. Samlet er der omkring 30 ansatte.

Læs mere om Systemcenter A/S her – lige her!

#EtStedAtVære #HIKCRanders #HornbækForAlle #ViGjordeDet