HHQ-19 vinder af Costa Brava Cup 2019

I efterårsferien drog 18 af HHQ-19 spillerne (blandet 1. og 2. hold) samt deres 4 trænere til Spanien for at spille om den store og eftertragtede pokal i årets udgave af Costa Brava Cup.

Holdet spillede ialt 5 kampe i løbet af ugen og gik ubesejrede igennem turneringen, endda uden at der blev scoret et eneste mål imod dem.

Turen var fra starten tænkt som et socialt arrangement for at ryste HSK og HSF-pigerne tættere sammen, men endte altså også med en superflot 1. plads i U15P-rækken.

Holdet var på deres fridag om tirsdagen et smut inde i Barcelona by, hvor det blev til en strøgtur på La Rambla, besøg på det berømte Barcelona Streetfood samt shopping i Maremàgnum storcenter.

Der kom desværre også lidt malurt i bægeret idet holdets stærke 1. målmand, Agnete Særkjær, blev skadet. I den sidste gruppekamp om onsdagen blev hun fældet og landede så uheldigt, at hun brækkede kravebenet. Liga 1A-holdet må derfor undvære Agnete i de sidste og meget svære kampe i den hjemlige liga.

Stævnets topscorer blev iøvrigt Mie Lerche fra Hornbæk SF med 10 mål.